Blog

“.. Vi kan endelig begynde at nyde at sætte os til bords ..”

Nogle gange får jeg spørgsmålet “Har det overhovedet nogen virkning at få voksen-vejledning hos dig?”
(Dvs. forældrene får vejledning via telefon eller skype (eller på klinikken, hvis de vælger at køre til Kolding) – Forud for vejledningen har jeg som regel modtaget et udfyldt detaljeret spørgeskema, samt har set en videooptagelse)

I nedenstående tilfælde var det en lokal familie, der havde valgt at deres søn slet ikke skulle vide, at de fik hjælp hos mig.
De havde ikke optaget video eller svaret på spørgeskema.

“Min mand og jeg opsøgte i foråret 2015 Ulla Lebahn for at få hjælp til at tackle vores 8 årige drengs spiseproblemer. Vi havde fem forældre konsultationer hos Ulla (5 timer i alt)
Siden fødslen har vores dreng haft problemer med mad, og han blev fuld-ammet til han var 10 måneder gammel. Derefter forsøgte vi at få ham til at spise, hvilket resulterede i en ulykkelig og rasende dreng, der smed stort set al mad på gulvet, hvis han da ikke var så heldig at ramme væggen.

Først da han var 2 1/2 år opdagede en kvik læge, at han havde meget store mandler. De blev fjernet – og væk var den evige forkølelse, de søvnlæse nætter og det, der hele tiden havde blokeret for at maden kunne komme igennem halsen. Den første dag åd han 6 nutella madder og 2 pandekager – Vi var målløse!
Desværre havde ”maden som fjende” sat sig fast i vores søns bevidsthed og vi har, indtil vi mødte Ulla, haft utallige konflikter omkring mad. Vores søn var sulten, men kunne ikke få sig selv til at spise. Han har aldrig været undervægtig eller på anden måde været udfordret på sin sundhed, så noget må han jo have indtaget, men mad har i alle årene – ved hvert eneste måltid! – været en pinsel for os alle.
Vi har aldrig fortalt vores søn, at Ulla har hjulpet os. Han var slet ikke med til konsultationerne, hvorfor Ulla måtte ty til vores beskrivelser og nogle spørgeskemaer for at forstå ham. Det gjorde hun rigtig godt!

Vi har nu INGEN konflikter omkring mad, og han har tilmed smagt på flere nye ting i løbet af sommeren.
Vi takler simpelthen tingene anderledes, og kommunikerer helt anderledes omkring mad. Der er ingen tvivl om, at han har haft det utrolig svært med mad og stadig ville have det, hvis ikke vi havde fået hjælp. Men der er slet ingen grund til, at han skal have det sådan – det har vi nu fundet ud af.
Vores familie er blevet langt mere harmonisk og vi kan endelig begynde at nyde at sætte os til bords:-)
Vi er dybt taknemmelige for at vi har fået den hjælp, der har betydet så meget.

Kærlig hilsen
Nina
(fra Kolding)

Der er lukket for kommentarer.

Menu
Cookie- og privatlivspolitik