Blog

Malene er tilbage fra barsel

Er jeg blevet en anden amme- og spisevejleder af at blive mor?

At kæmpe med amningen, at få løsnet mit barns tungebånd, at lave aftercare, at måtte stoppe med at amme, at malke fuldt ud i månedsvis, at give erstatning og at være i konstant søvnunderskud og mærke mit nervesystem være strukket til sit yderste, har ikke ændret mig i mit faglige virke. Og så måske alligevel lidt.
For at føde et barn, der knapt kunne spise, at måtte give mad på sprøjte, malke ud hele tiden, at måtte stå på borgerservice som 3 dage gammel mor -med ble på – og hente pas til mit barn, så vi kunne komme til Tyskland og få løsnet tungebånd, at kigge på en vægt, der viste mit barn SLET ikke tog på og gøre alt, hvad der skulle gøres, for at mit barn kunne spise, trods min udmattelse var altoverskyggende, det har kun bekræftet alt, jeg ved og måden jeg allerede tilgik mit arbejde og jer familier.

Mit arbejde føles endnu mere meningsfuldt og endnu vigtigere efter selv at have været moren i fortællingen.

At være mor OG specialiseret fagperson indenfor det problem, man selv står med, har været lidt af en mundfuld og ansvaret for at gøre alt det rigtige har føltes tungt. Ligesom jeg ved det også gør for de fleste af de familier, der kommer hos mig i klinikken. Mange mangler en kontinuerlig fagperson, en togholder og støtte. Oplevelsen har bekræftet mig i, at jo mere viden man har, jo nemmere kan man navigere i, hvad man skal vælge til og fra. For uden min viden tør jeg slet ikke tænke på, hvordan forløbet for vores lille Conrad havde set ud. Jeg tror, vi var endt med sonde og sandsynligvis længerevarende spiseudfordringer, fordi det at spise var så enormt stressende for ham og på sigt helt klart ville have resulteret i et spisetraume. Og jeg er helt sikker på, at amningen havde varet endnu kortere, end den gjorde.

Det er er netop viden og støtte, jeg brænder for at give jer familier, som oplever amme- flaske- og spiseproblemer. Jeg kan se bedre outcome på både amning/spisning, tilknytning og stressniveau i familien, når i får tidlig og kompetent hjælp og menneskelig støtte. Jeg kan se, det gør en forskel når I, som ved i sandsynligvis venter et barn med stramt tungebånd (igen), er forberedt og har en køreplan klar.

Så nej, min egen oplevelse har ikke vendt min faglighed og tilgang på hovedet, men har sat en stor streg under meget, jeg allerede vidste:

  • Amning er et speciale for sig og kræver uddannede fagpersoner, men denne hjælp er utilgængelig for mange
  • Udmalkning er også en måde at give sit barn modermælk på, men mange kender ikke til muligheden
  • Forældre, der giver flaske, kan også have brug for vejledning
  • Forældre får alt for lidt hjælp og støtte, når deres barn har stramt tungebånd
  • Det er helt urimeligt svært at få den rette hjælp til stramt tungebånd
  • Forældrenes trivsel er hele fundamentet, når der skal lægges planer i det svære ammeforløb
  • Min viden som SOS trænet spisevejleder, er også utrolig vigtig ift. amning og flaske
  • Amning er super sårbart og ufrivilligt ammestop er for de fleste en stor sorg og et nederlag
  • At få løsnet stramt tungebånd meget hurtigt er (ofte) afgørende for at redde amningen
  • At starte på fast føde føles for mange meget usikkert

Der er dog et par områder, hvor jeg opdagede der mangler viden i Danmark.

Jeg endte med at fuldudmalke og give min mælk på flaske til vores søn. At malke ud i dette omfang, samt alt det helt lavpraktiske, der følger med, er der stort set ingen viden om i DK. Jeg søgte selv mod USA, hvor mange mødre er ”exclusive pumping mamas”, fordi de desværre adskilles tidligt fra deres børn og ofte ikke har ammevejledning til rådighed. Men det har også skabt en vidensbank om fuldudmalkning, som jeg ønsker at indvie danske kvinder i. For udmalkning er et godt alternativ til os, der ikke kan amme ved brystet.

Det andet område, jeg blev opmærksom på, er opstart af fast føde. Der mangler virkelig viden om hvornår, hvad og hvordan. Jeg oplever, at mange er usikre og utrygge og ikke har gode oplevelser med at starte op. Selv jeg, som har faglig viden om emnet, oplevede at jeg blev usikker og havde videnshuller. Særligt om det helt lavpraktiske. Har man så oveni købet et barn med mundmotoriske udfordringer, som vi havde, kan denne rejse byde på endnu flere usikkerheder. Derfor er de konsultationer, hvor jeg klæder forældrene på, til at opstarte fast føde, særligt meningsfulde. At opleve hvordan familierne i tryghed starter deres madeventyr, fordi de ved, hvordan de skal gribe det an, er en stor faglig tilfredsstillelse. For qua min faglighed ved jeg, at forældrenes nervesystem og stemningen ved bordet, er vigtig for barnets oplevelse af at spise. ”Bliver mit barn kvalt i maden om lidt?” er ikke en gunstig følelse at sidde med til hvert måltid ☹

Alle forløb er forskellige og alle familier skal derfor hjælpes forskelligt. Jeg har oplevet ét forløb på egen krop og kun ét, så familierne, der kommer hos mig, vil fortsat få individuel hjælp og støtte. Nu bare af en Malene som, om muligt, brænder endnu mere for sit felt.

Du kan booke mig til:

  • Ammevejledning
  • Flaskevejledning – hvis flaskeernæring skaber problemer, eller i har brug for en snak om hvordan det skal gribes an
  • Spisevejledning for børn op til 12 mdr – for jer der oplever udfordringer
  • Forberedelse af opstart af fast føde
  • Ammeforberedelse
  • Ammeforberedelse og forberedelse af forløb, for jer der ved i måske får et barn med stramt tungebånd, herunder samtale om evt. tidligere svære/forliste ammeforløb
  • Undersøgelse af mundmotorik, herunder stramt tunge- og læbebånd

Booking kan ske ved at skrive til mig her: https://www.lebahn.dk/malene/

Der er lukket for kommentarer.

Menu
Cookie- og privatlivspolitik