Blog

Madstart for børn med sarte sanser

Sarte sanser?
Det kan vise sig som: meget livlig brækrefleks, ubehag ved klistrede konsistenser, problemer med krummer/klumper.

Selvstændighed og mad lyst er så vigtigt!
Du skal derfor tilbyde maden, så den er et TILBUD og ikke en FORVENTNING eller et KRAV. Der er stor forskel på om maden lægges i armslængde fra baby (=tilbud) eller helt tæt på (=krav) eller om skeen holdes foran dit barn og det åbner munden og/eller læner sig frem mod skeen (=tilbud) eller om skeen presses mod dets læber eller følger munden, når barnet drejer sig væk fra skeen (=krav)
Selvstændighed giver ofte en del griseri!
Vær glad for at dit barn griser, for det betyder, at det synes mad er dejligt. Det giver mulighed for at lære maden at kende og øve sig på konsistensen, før maden kommer ind i munden. Derved kommer der færre negative reaktioner på ny mad.

Produkt kontra proces
Det er vigtigt at have fokus på proces frem for produkt – dvs. at dit barn lærer den rette teknik og har et hyggeligt positivt læringsmiljø – i stedet for at du har fokus på at få en vis mængde mad i barnet.
Så snart det har lært teknikken og det får ro til at mærke sit behov for mad, skal det nok begynde at spise mængder, der svarer til dets behov (og ikke DIT behov…)
Hvis du har fokus på mængder frem for proces, er der risiko for at du kommer til at forstyrre dit barns naturlige udvikling i fht. at mærke sult og mæthed. Børn – uden problemer af nogen slags -er fuldt uddannede til at kunne mærke deres behov og styre indtaget efter dette behov og derved følge deres vækstkurver allerede, når de er 4-6 måneder.

Forstyrret spiseudvikling
Hvis spiseudviklingen bliver forstyrret, er det efter al sandsynlighed dig, der kommer til at styre barnets indtag fremover. Det er en uheldig udvikling, som i visse tilfælde kan afstedkomme kræsenhed, spisevægring, problemer med at spise når du ikke er tilstede (i dagplejen, vuggestuen, børnehaven, skolen, skolefritidsordningen)

Grød/mos eller fast føde?
Børn, der er meget sarte inde i munden, har ofte rigtigt svært ved klistrede konsistenser. De kan derfor have glæde af at starte med fast føde. De kan dog ikke håndtere fast føde fra starten af – derfor kræves der særlige tiltag – for en kort periode i starten – indtil de godt i gang med den almindelige spiseudvikling.
Så hvis dit barn er så sart, at den almindelige madstart (lind grød/mos, fast grød/mos, gaffelmost, små tern, stykker af mad) ikke fungerer, vil smeltemad og gumlestænger være en god start.

Smeltemad
Smeltemad er den første faste føde (ud over grød mos) barnet kan indtage. Smeltemad opløser sig, kort efter det kommer i kontakt med spyttet. f.eks. osterejer, franske bagateller, menu chips. Barnet kan ved indtage smeltemad ved udelukkende at lave suttebevægelser, men kan også gumle lidt på smeltemaden før synk. Der er ingen krummer, der kradser og der er ikke noget, der kan sætte sig i klemme i svælget.

Skal alle børn så have den slags mad til at starte med? (det er jo ikke sund mad og følger ikke sundhedsstyrelsens anvisninger) NEJ! usund smeltemad er kun til de børn, som ellers ikke kan komme i gang med fast føde.
De skal kun spise den slags mad i læringsprocessen. Så snart de mestrer konsistenser, så skal de hjælpes igang med helt almindelig mad, der passer til deres alder og udvikling!
Et eksempel på smeltemad, der overholder sundhedsstyrelsens retningslinjer er baby majs snacks. De er desværre ikke smeltende nok til at kunne bruges til de meget sarte børn i den helt spæde start (de sidder fast på læbekantens slimhinde og har en skarp krumme i starten, når de smelter.

Gumlestænger
Suppler gerne med gumlestænger. Gumlestænger skal være sikre for barnet at gumle på. Der må IKKE kunne knække noget af!!
Det kan være centerstokken af en ananas, en SLATTEN gulerod eller anden slatten rodfrugt (det er nærmest umuligt for selv en voksen at brække ikke et stykke af, når de er slatne) eller den tykke seje ende af en bladselleristang eller bladstænglen fra en rodselleri (fordi den rillede overflade giver gode stimuli, men også fordi der er trævler, der holder fast på stumpen, hvis baby får bidt lidt af)
Gumlestænger skal ikke spises, men bruges som mundtilvænning er med til at forme den fordybning, der skal være midt på tungen, hvor mad, der er klar til synkning lægges.

Bløde tern
Når barnet efter kort tid mestrer at synke smeltemaden uden at reagere negativt, er det tid at introducere helt bløde tern. Bløde tern kan barnet stadig godt sutte/gumle i sig, men som regel vil allerede nu være igang med at øve sig på at tygge. Tungen skal til at lære at skubbe maden ud til gummerne/kindtænderne og også lære at holde den der, indtil maden er tygget godt nok til at blive sunket. Bløde tern er rigtigt gode til denne lærings proces.
Kig gerne på baby led weaning’s opskrifter (=BLW), hvis du mangler gode opskrifter.
Brug først de opskrifter, hvor konsistensen på maden er meget ensartet, og hvor konsistensen er som helt bløde tern (smelter nærmest på tungen, når tungen presser lidt på maden). Et godt eksempel er de forskellige baby klatkager (en måde at spise baby grød uden at det klistrer)
Bløde tern kan f.eks. også være helt blød avokado, bløde udkogte bønner eller linser, meget blød frugt uden skræl eller helt udkogte grønsager.

Blød tyggemad
Når bløde tern mestres, kan du tilbyde dit barn blød tyggemad (f.eks. blød ost i stænger a la ostehaps, , leverpostej i tern eller stænger, bløde fiskefrikadeller, bløde vegetardeller, bløde pølser uden skind, leverpølse eller anden meget blødt pålæg, udkogt pasta)

Hård tyggemad og flerkomponent mad
Når barnet mestrer at styre maden med tungen effektivt, så kun det der er klar til synk lægges ind midt på tungen, er barnet klar til mere hårde madtyper og til 2 eller fler-komponent mad.

Hvis der på trods af denne vejledning fortsat er problemer med at få dit barn til at indtage andet end flaske/bryst, så vil det være en god ide at få en snak med mig. Jeg tilbyder alle familier en gratis uforpligtende vejledning.
Du bedes sende mig en mail via www.lebahn.dk/kontakt og jeg sender dig en tid. (der kan være lidt ventetid – max 1-2 uger)

Der er lukket for kommentarer.

Menu
Cookie- og privatlivspolitik