Blog

Kræsenhed – er det virkelig KUN forældrenes skyld?!

grædende-mindre-barn-foran-mad-(1)

Lydfilen er fra det interview, jeg gav til P4 trekanten d.09-11-15.

Endnu engang får forældre til meget kræsne børn et slag over nakken…

i hvert fald i de overskrifter, der huserer efter offentliggørelsen af den nyligt opgjorte store smageundersøgelse, der er løbet af stablen her i efteråret. Et af eksemplerne på artikel overskrifter var: “Ny undersøgelse: Forældre er selv skyld i kræsne børn”  (DR.dk d.9.11.)  

Et andet eksempel: “Har du et kræsent barn? Det er faktisk din egen skyld” (BT.dk d.9.11.) De ændrede faktisk overskriften efter jeg skrev til en journalist så snart, jeg så artiklen i går morges… den hedder nu “har du et kræsent barn? Sådan kan du undgå det”.

I selve artiklen kan man læse: “…Forskningen viser nemlig, at børns smagspræferencer er mere tillærte, end de skyldes genetiske faktorer. Og dermed kan langt de fleste børn lære at spise alt, forklarer Michael Bom Frøst, sensoriker og forsker ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet…”
Her hæfter jeg mig ved forskerens udtalelse om “langt de fleste”. Det er nemlig kun størsteparten af børnene, som dette gælder for. Der er nogle få børn , der har så store sansemæssige udfordringer, at de ikke kan lære at spise alt – i hvert fald ikke via de gængse pædagogiske principper. De få børn omtales ikke yderligere i artiklen  og det er faktisk det, der sker hver gang, der rører sig noget i medierne vedrørende kræsenhed!! De (og deres forældre) lades i stikken…

Den brede befolkning skelner ikke!

Den brede befolkning hæfter sig ikke ved detaljen om at der er få børn, der har meget svært ved at spise ny mad og forventer at artiklen omhandler alle! Derved mødes  de børn og forældre, der er udfordret væsentligt på madfronten med hovedrysten og manglende forståelse fra omgivelserne (venner, kolleger, familie, myndighedspersoner, sundhedsvæsenet m.m….) Børnene skal jo bare tage sig sammen og forældrene skal være tydeligere/hårdere i deres opdragelse…
Jeg har i mit virke som ekspert indenfor sansemotoriske spiseproblemer været vidne til mange situationer, der virker helt groteske. I flere tilfælde har velfungerende forældre været tæt på at få fjernet barnet fra hjemmet, fordi myndighedspersoner fokuserede på at det måtte være forældrene, der var skyld i at barnet ikke trivedes pga for lidt mad/for snæver diæt. Heldigvis er det i hvert tilfælde lykkedes mig at så tvivl ved denne antagelse. Børnene er blevet i familierne og familierne har fået tiltrængt hjælp til at komme videre.

Hvor mange børn drejer det sig om?? 

Mit umiddelbare gæt på hvor mange det drejer sig om: 4-6% af alle børn – svarende til 20-30% af de særligt sensitive børn (Elaine Aaron skriver i sin børn “særligt sensitive børn” at det drejer sig om 15-20% af hele befolkningen.

Sundhedsvæsenets reaktioner

Fra sundhedsvæsenets side er der er stort fokus på “trivsel” – forstået som at barnet helst skal følge sin egen højde og vægt kurve hele tiden. For at opnå dette tillades forskellige kompensationer eller afvigelser fra den almindelige spisemæssige udvikling. Man henviser til diætist, for at få hjælp til at analysere kosten, barnet spiser – ofte ender det med vejledning i forhold til energiberigelse af den i forvejen smalle diæt, barnet indtager. Man accepterer også at barnet spiser på andre måder (feks. i søvne, under afledning, mades unaturligt længe m.m.) Forældrene presses derved til at blande sig mere i barnets kost og spiseadfærd end naturligt.

Jeg er naturligvis enig i at barnets krop har behov for god næring for at kunne udvikles optimalt.  Der hvor vi for alvor bliver uenige er, når den naturlige udvikling tilsidesættes eller ligefrem hindres, for at få barnet til at indtage nok ernæring. Derved skubbes barnet ud i en unaturlig udvikling, hvor forældrene indtager en for stor rolle. Barnets evne til at lytte til kroppens behov og handle derudfra mindskes (læs: spise og drikke det, som det har behov for). Det bliver derved forældrenes fortsatte ansvar.

“Nissen” flytter desværre med…

Når mad og spisning er forældrenes ansvar (frem for barnets) får barnet ikke et selvstændigt forhold til mad – og den voksen ved bedst i forhold til hvor meget barnet bør spise (og drikke). Det betyder i mange tilfælde, at barnet mærker spiseproblemerne som sociale problemer, når de bliver så gamle, at de ikke længere har forældre i nærheden hele tiden.
Det bliver første gang tydeligt, når barnet kommer i institution. Her får pædagogen måske besked om at være ekstra opmærksom på barnet, minde det om at spise, nøde det osv. I skolen eskalerer problemerne, når barnet selv skal til at huske på at spise og ikke bliver holdt igang i måltidet af en voksen. De større børn mærker problemerne specielt tydeligt, fordi de ikke kan spise med hjemme hos kammeraten, eller ikke kan overskue en spejderlejr, fordi det ikke kan få special kost…

Er de børn, jeg beskriver her kræsne med vilje?

NEJ!!! De er ikke “bare” kræsne. De har regulære sansemotoriske problemer, som påvirker deres spisning i alvorlig grad!
NEJ!!! De er ikke kræsne med vilje – de vil hellere end gerne lære at spise alt – og gøre deres forældre glade, men de er rædselsslagne, så snart de skal prøve ny mad. De har nemlig så store problemer med deres sanser, at de kommer i en kraftig “kæmp eller flygt” reaktion, når de præsenteres for mad, der ikke er kendt, tryg mad.
Når mad virker farlig, så gør kroppen og munden alt for ikke at spise den. Hvis barnet overtales, nødes eller ligefrem tvinges til at smage på maden, så forsøger munden at beskytte sig. Der kan komme en brækrefleks eller ligefrem et opkast som reaktion på forsøget. Andre kan ikke forstå det og mener at det er en OVERREAKTION, men det er fordi, de ikke har et lige så sart sansesystem.  Når mad af barnets krop og sanser opfattes som farlig, så er det umuligt at lægge den det rigtige sted – klar til et synk (midt på tungen) Maden skubbes frem i munden og bliver der (hvis den da ikke for længst er spyttet ud…)

Hvordan føles det at skulle synke farlig mad?

Jeg vil gerne give dig en mulighed for at opleve lidt af det, disse børn må leve med:
Prøv først at synke dit spyt. Det går jo ganske nemt. Din tunger støder fra lige bag ved overmundens fortænder. Hvis du skulle synke noget kendt mad ville du efter at have tygget det lægge det midt på tungen og starte synket på samme måde – som når du synker dit spyt.
Prøv istedet at trække tungen godt tilbage i munden (lad som om du har farlig mad forrest i munden – for mig vil det være en rå østers…) og forsøg så synke så dit spyt. Du vil nu mærke at du som minimum har svært ved at synke: Halsen snøres sammen og du får brug for mere kraft for at fuldføre.  Måske du ikke kan fuldføre synket? Det oplever jeg tit, når jeg holder foredrag. I salen sidder der altid nogle tilhørere, der ikke kan fuldføre synket og må opgive…

Hvad kan man gøre?

Det er meget vigtigt at barnets kropslige reaktioner forstås og respekteres – for det er altså virkelighed for barnet. Barnet kan ikke bruge dine beroligende forsikring om at det er nemt at synke og kan heller ikke bruge din udtalelse om at det er noget pjat at opføre sig så grelt på bare en lille smagsprøve… Barnet vil føle sig presset og vil efter al sandsynlighed have større trang til at flygte end at lytte til de basale behov som kroppen har om mad og drikke…
De fleste børn med sansemotoriske spiseproblemer er gået i stå i den spisemæssige udvikling, der tager det fra den reflektoriske sutning lige efter fødslen til det 2 årige barn, der kan indtage al slags mad helt uden en voksens hjælp.

3 faser på vejen til almindelig spisning

Barnet med sanemotoriske spiseproblemer gennemgår typisk 3 faser for at nærme sig et almindeligt spisemønster: (her taler jeg IKKE om handicappede børn. De kan have andre behov)

  1. spise selvstændigt -dvs. reagerer på EGNE BEHOV uden indblanding fra en voksen
  2. spise sig mæt – dvs i den mad barnet er TRYG VED og KOMPETENT TIL at spise
  3. spis ny mad/udvide sit madrepertoire – barnet VÆLGER SELV hvilken ny mad

Hvad vil jeg med dette indlæg?

Skabe bredere viden om problemerne, skabe forståelse for de børn og forældre, der i forvejen har det rigtigt svært og sidst men ikke mindst skabe en mere nuanceret debat.

TÆNK HVIS disse børn og forældre i fremtiden kun mødte forståelse OG kunne få hjælp i det etablerede sundhedsvæsen…

Der er lukket for kommentarer.

Menu