Hvorfor traumeramte ikke bare kan sige “pyt”… Det gælder også for babyer/børn!

Dette link er til jer, der i bedste mening kommer at minimere andres traumatiske følelser/oplevelser.

Artiklen omhandler dybt traumatiserende oplevelser, men jeg tillader mig at drage parallelle til mindre oplevelser , som for en i forvejet stresset hjerne også kan ramme dybt og påvirke det autuonome nervesystem i negativ retning.

Jeg vælger at forklare det ud fra mit speciale – børn, der har fobisk adfærd overfor mad (eller bare er mega kræsne) Men hvis i er lidt kreative, kan i bruge tankegangen på alle andre aspekter i livet;o)

Hvis en forælder udbryder “Slap nu af og spis din frikadelle!!”, når barnet nægter at smage, eller reagerer med en stor/negativ reaktion på et mikroskopisk stykke hakket løg, der pludselig dukkede frem indeni. Det kunne også være: “Du kan da bare fjerne det lille stykke og så spise videre” hvor barnet har en irrationel farereaktion ved synet af det lille stykke løg.
Jeg bruger udtrykket “Irrationel” fordi man jo faktuelt ikke dør af at spise et stykke løg i en frikadelle, men barnets autonome nervesystems alarmcenter har opfattet løget som farligt og sætter derfor barnets krop i højeste alarmberedskab.

Hvis man som forælder forsøger at overbevise barnet om, at det er noget pjat eller en overreaktion eller ligefrem skælder det ud og forlanger at det skal spise, mister barnet tilliden til forælderen og vil være endnu mere på vagt næste gang eller ligefrem nægte at komme til bords – selv om der ikke engang er frikadeller på menuen.

Barnets krop og hjerne tror nemlig, at det er i meget stor fare.
Barnet bliver meget forvirret, når det spejler sig i forælderne, der jo er vant til frikadeller og derved har et normalt reguleret nervesystem, der slet ikke er påvirket (Det skulle da lige være en irritation over barnets adfærd)
Barnets forvirring gør, at det blive tiltagende usikker på sig selv og ikke kan håndtere det spændingsfelt, der opstår mellem den indre fornemmelser og det som forælderen signalerer … ?!?! Det kan ende i madfobi, lavt selvværd – og ligefrem angst, hvis forældrene ikke ændrer adfærd.

I min klinik lærer jeg forældrene at læse barnets signaler ud fra en farveskala (komfortbarometeret – som er en udvidet udgave af “trafiklysstrategien”) – dette for at undgå at der ved fremtidige måltider (og andre aktiviteter) opstår denne forskel mellem det følte indre og det oplevede ydre.
Det har næsten altid en hurtig og positiv virkning – men der er også ofte noget, der skal arbejdes dybere med. Det kan være i form af ændret forældreadfærd, hvor vi bruger de “35 gode råd til lystbetonet og selvstændig spisning” (som forældrene får med hjem på skrift, så de kan arbejde stille og roligt med ændringer i tiden efter konsultationen)

Nogle problemer kan stikke så dybt, at der skal mere terapeutisk tilgang til – og her anvendes “Somatic experiencing” principperne (SE traumeterapi på dansk). Hvis familien bor tæt på klinikken, står jeg selv for behandlingen. Bor familien længere væk, hjælper jeg med formidling til lokal terapeut.
Kombinationen af de 2 metoder er intet mindre end genial! (jo, jeg ER jyde, men her er det på sin plads at komme med de store ord…)

En forældre skrev dette til mig den anden dag:
“Kære Ulla
En fantastisk historie:
Han spiste samme aften, hvor vi var ved dig om eftermiddagen af samme glas og bestik som os andre.
Det vanlige ekstra sæt var sat frem og jeg hældte op i hans egen kop.
Han tog sin egen kop og hældte vandet over i glasset. Han drak vandet. Han tog derefter bestikket og spiste.
Vi kommentere det ikke – men er sikker på at han så at jeg så det;o)
Hvor er der bare sket meget. Vi har nu en rolig dreng, der mærker sig selv og sjældent bliver frustreret.
Tak for dig!
M”

Drengen der går i en af de små klasser havde det så svært med mad og måltider, at han havde udviklet OCD adfærd – ikke bare ift. maden, men også bestikket, tallerkenen og glasset.
Virkningen af de 1 forældersamtale og 5 børnetraumebehandlinger havde ikke kun virkning på adfærden ved bordet, men også på samspillet i hjemmet og minsandten om det ikke også havde en positiv virkning på evnen til at lære noget i skolen og på samspillet med klassekammeraterne.

Jeg behøver vist ikke at understrege, hvor glad jeg er for mit arbejde, men også at jeg i 2016 traf beslutningen om at starte på den 3 årige “somatic experiencing practitioner” uddannelse.

Jeg håber, at ovenstående har givet stof til eftertanke – og måske har det også sået et lille frø af håb inden i dig?

GOD SOMMER