Hvor lang tid går der, før forældrene ser en positiv forandring?
Nogle gange kommer den positive forandring ganske hurtigt:-)
I foregårs var jeg på hjemmebesøg hos en familie med 2 børn. Jeg skulle tage mig af lillesøster på 7½ mdr, der ikke rigtigt kunne komme i gang med skemad og som var begyndt at spise mere og mere hos mor om natten. Familien havde forud for hjemmebesøget svaret på spørgeskema og madskema og sendt mig 2 små videoer, som jeg kunne forberede mig ud fra.
Undervejs i hjemmebesøget kom vi også til at snakke om den småtspisende storebror på 4 år. (han var hos bedsteforældrene, så jeg så ham slet ikke…) Jeg gav vejledning i forhold til begge børn. Jeg forlod familien efter 3 timer og 40 minutter.
Denne mail kom til mig i går:
”Mange tak for i går og dine mange gode råd. Det var virkelig lærerigt og inspirerende. Til info så gik vores aftenmåltid (med såvel lillesøster som storebror) rigtig godt i dag. Storebror fungerede særligt godt med ejerskabet over sin egen tallerken.
Venlig hilsen Jens”
Efter al sandsynlighed vil denne familie have fået nok vejledning til at kunne komme videre selv. Måske har de behov for en enkelt eller 2 vejledninger pr. telefon/skype.
Tænk at kunne gøre så stor en forskel på så kort tid … Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg ELSKER mit arbejde:-)