På de OUH og RH har de udviklet et tablet spil m. en hvid bamse, der sammen med barnet gennemgår samme undersøgelse, som barnet skal igennem. barnet kobles til spillet med et fitness armbånd, der kan monitorere, hvordan barnet har det.
Det hjælper med at sænke stress niveauet væsentligt hos børn, der skal igennem medicinske og kirurgiske procedurer.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/hospitaler-bruger-bamser-og-fitnessarmbaand-undgaa-stress-hos-boern
Efter 3 års studier kan jeg endelig føje Somatic Experiencing practitioner til mit CV 🙂
Jeg tilbyder derfor en ny behandlingsmetode “SE traumeterapi” i klinikken i Kolding. Mere info om SE traumeterapi findes på SE foreningens hjemmeside.
SE traumeterapi handler om kropslig selvregulering – om at være i balance. Rigtigt mange børnefamilier, som har oplevet sansemotoriske spiseproblemer, refluks, smerter, stramt tungebånd m.m. har stress og traumatisering inde på livet. Her hjælper SE traumeterapi rigtigt godt!
Frem til sommer behandler jeg skolebørn og voksne. Efter sommerferien (når jeg er færdig med sidste modul af børne-selvreguleringsforløbet “Tune into children” m. Traumeterapeut Ale Duarte) behandler jeg også mindre børn.
Booking af tider kan foretages via hjemmesiden.
Det er også muligt at booke tid til traumeterapi, selv om problemet ikke handler om sansemotoriske spiseproblemer.
Jeg h
ar i dag haft besøg af C for 4. gang.
Han har næsten ikke ondt i maven længere, når han skal i skole og når han ikke har det godt, kan han begynde at mærke nuancerne, så det ikke er hele kroppen, der har det skidt, men kun en lille del af den. Vi bruger tegninger og kropsscanninger i arbejdet med at opnå bedre selvregulering.
Det er tydelig forskel i hans adfærd fra 1. gang og til nu. Han er mindre hektisk, kan bedre vente på tur, har ikke så store udsving mft. om noget er godt eller skidt. Han bruger tegningerne aktivt hjemme – og kan faktisk blive glad indeni ved at tegne en glad tegning.
Terapihunden “Hunni” har lige taget Cs plads;o)
Min terapihund “Hunni” har også lige været på hjemmebesøg hos B, der har rigtigt svært ved at spise.
Da jeg skulle afsted, fandt jeg Hunni i hyggekroggen sammen med Sigurd og ugle.
B havde snuppet Hunni med hen på madrassen for at holde pause sammen med ham midtvejs i besøget … sikke en hyggestund:-)
Jeg ser med glæde frem til de næste møder med drengene – det er så spændende og givende at arbejde med dem!
Sætternissen har været på spil – Bogreceptionen er d. 9.3.
Bogen hedder “Refluks – hjælp din baby” og er skrevet af Camilla Kristiansen og Maria Lyngsø Hougaaard og udgivet på forlaget Babyinstituttet.
Konferencen om refluks finder i mere viden om her: https://www.lebahn.dk/symposium-2019/ OBS tilmeldingsfrist d. 25/3.
BONUS information: Der er hele 3 events mere i år:
Jeg er medlem af flere forældrefora på facebook, hvor jeg fra tid til anden kommenterer, når jeg mener at kunne bidrage med noget positivt.
Siden jeg påbegyndte min (næsten færdige) uddannelse som SE traumeterapeut er det blevet mere og mere tydeligt for mig, hvor mange børn og forældre, der står med problemer, der kan skyldes traumatisering – og vel at mærke en traumatisering, som ingen har opdaget eller har koblet til barnets adfærd.
Det sker ofte, at forældrene tolker barnets adfærd som værende sensitivt eller signalstærkt, men hvor jeg tolker det (ud fra de informationer jeg har til rådighed) som værende reaktioner som skyldes et dårligt reguleret nervesystem.
Når jeg i tråden spørger ind til barnets start på livet og til eventuelle traumatiske eller stressende episoder, viser det sig næsten altid, at der er en eller flere episoder i barnets liv, som har været meget overvældende. Nogle har været medicinske traumer, som videoen handler om, men mange har ikke handlet om medicinske traumer, men andre traumatiske oplevelser, der har overvældet barnet og hvor det i situationen ikke har fået mulighed for at få oplevelsen bearbejdet. Hvis det ikke er muligt at få bearbejdet hændelsen, påvirker den nervesystemet negativt (og bliver ved med at gøre det, selv om barnet kommer på afstand af selve hændelsen)
Børn der oplever noget traumatiserende og som ikke får det bearbejdet, udvikler ofte særlige adfærdmønstre – for at overleve (og jeg mener overleve, for det er det nervesystemet oplever: en livstruende situation – selv om den nøgternt/faktuelt ikke er det).
Adfærdsmønstrene kan være mange og kan af karakter både være sensitiv, signalstærk og apatisk – og de kan svinge mellem dem.
Forældrene er ofte på overarbejde i et forsøg på at regulere barnet – feks. er nødt til at have barnet på arm hele tiden, er nødt til at samsove og trods det mange opvågninger, ender med at sidde i timer på hoppebold, vandrer rundt i timevis med barnevognen i håb om at barnet vil sove, bruger hvid støj til at berolige osv.
Jeg lagde denne video op i en forældregruppe her til morgen, men budskabet er så vigtigt, at jeg vælger at lave et blogindlæg, så flere kan få hjælp. Videoen beskriver SE behandling af børn. Der er ikke vist eksempler med helt små babyer, men de kan også behandles med SE terapi.
HUSK – det ikke er den faktuelle “størrelse” af traumet, der afgør om barnet bliver traumatiseret, men barnets mulighed for at rumme/kapere oplevelsen – Dvs. hvis det ikke kan forsvare sig eller hvis det i forvejen er skrøbeligt, så kan selv ganske små hændelser virke traumatiserende. Så jo mindre/yngre barnet er, jo større sandsynlighed er der for en traumatiserende oplevelse.
https://www.youtube.com/watch?v=EO1XO77sB7k
Vil du vide mere om SE terapi? www.somaticexperiencing.dk. Her finder du også en behandlerliste.
Mette har skrevet en beretning om forløbet med deres datter, der havde rigtigt svært ved at spise. (1½ års kommunalt betalt forløb) 
Mette har venligst givet tilladelse til, at jeg kan dele den med jer:-)
De behandlingskomponenter jeg mest har gjort brug af er:
Min datter har haft et behandlingsforløb med Ulla over 1 ½ år. Det er betydet enormt meget for både spisning og udvikling. Vi har som forældre fået en masse redskaber til at arbejde med spisesituationerne selv, samt hvordan vi tackler den afmagt det er når ens barn ikke vil spise.
Min datter er epileptiker og fik første anfald 8 måneder gammel, hun bliver anfaldsfri via medicin 10 måneder senere, men skaden omkring maden er sket. Derudover er hun født 6 uger for tidligt og havde problemer allerede med amning, så hun har aldrig fået en god start på det med mad og har været disponeret for problemer med mad fra start.
Hun har fået puttet utallige grimme smage i munden i form af diverse mediciner. Sygehuset anbefaler at blande medicinen i maden, hvilket betyder, at hun er enormt mistroisk overfor al mad og set i bakspejlet er det også et kæmpe tillidsbrud mellem forældre og barn. Det har vi fået en masse vejledning i at få rettet op på og er i dag godt på vej.
Hun har haft flere alvorlige spisestop, et par gange med nasalsonde i over en måned. Vi bliver tilbudt en PEG sonde af sygehuset, men takker nej, da der er al for meget udvikling forbundet med selvstændig spisning og vi føler bestemt ikke vi har prøvet nok på at behandle hendes problemer med mad og bliver i stedet indlagt i spisetræning i 4 uger og får hende da også i gang med lidt almindelig mad. Hun spiser blødt rugbrød med masser af smør og leverpostej og så øllebrød og af og til lidt pasta i flødesovs, som det eneste overhovedet.
Indtil hun var omkring 4 år gammel, var vi meget begrænsede omkring hvad vi kunne og ikke kunne med hende socialt, for hun kunne ikke spise andre steder end hjemme og i specialbørnehaven. Hun havde stadig spisestop ved sygdom og blev indlagt et par gange og fik igen sonde. Børnehaven var også frustrerede. De følte sig slet ikke rustet til at håndtere problemerne, hvilket de heller ikke var på nogen måder.
Vi forældre var dybt frustrerede, for vi kom heller ikke videre med hendes spisning. Både os og børnehaven tog problemet op med kommunen og efter ca. 6 måneders frem og tilbage blev vi endelig bevilget et behandlingsforløb med Ulla. Forløbet blev bevilget efter servicelovens paragraf 11 stk 7 omkring ekstern konsulent, samt som et træningsforløb af børnehaven og en af kommunens egne ergoterapeuter.
Da Ulla starter, konstaterer hun ret hurtigt, faktisk ved første møde, at vores datter ikke har madfobi, som vi troede, men i stedet havde store mundmotoriske problemer, var taktilt sky omkring munden, det er hun fortsat, men i mindre grad, og at hun havde et nervesystem der var helt ved siden af sig selv og et stort mistillidsforhold til mad, men hun var ikke bange for det. Hun er på det tidspunkt 4 år, men svarede mundmotorisk til en baby på 6 måneder. Så hun har faktisk ikke kunnet spise.
Vi leger en masse madleg herhjemme, sørger for der altid er noget mad (tryghedsmad) på bordet hun kan vælge, som hun rent faktisk kan spise, så vi er sikre på hun får succes med sin spisning. Ergoterapeuten træner en masse mundmotorik med hende. Vi skyper jævnligt med Ulla og finjusterer hele tiden madtræningen efter hvor vores datter er i sin udvikling og hvordan hun reagerer på det vi gør.
De jævnlige skypemøder gør også at vi som forældre har noget lettere ved at være i det, da vi får vendt alle bekymringer mens de er der og får overblikket tilbage over udviklingen, samt vi får taget fat på problematikkerne omkring ny mad inden de får lov at udvikle sig skidt.
Træningen og møderne handler ikke nødvendigvis om spisningen, men også anden udvikling og det hænger bare enormt meget sammen. Vi har oplevet en kæmpe udvikling efter vi begyndte at arbejde med spisningen.
Vi oplever også at børnehaven er blevet noget bedre rustet til at håndtere spisningen op oplever nu at de er noget mere på forkant, hvis tingene er ved at tage en skæv drejning.
I dag er vores datter 6 år og meget bedre, hun spiser mere varieret og kan faktisk spise flere steder end hjemme. Hun spiser gerne hos familie nu og vi har lykkes med at være på Mc Donalds uden at have ekstra mad med ind, hvilket var en kæmpe ting for os. Vi kan tage til fest og få hende til at spise, fordi vi ved hvordan vi skal sætte hende op til succes.
Mundmotorisk er hun nu der hvor hun kan spise alting, hun gør det ikke endnu, men er godt på vej. Behandlingen er fortsat succesoplevelser med mad og så tid. Vi føler os godt rustet til at arbejde videre med det og oplever fremskridt, de er små og langsomme, men det er fremskridt og der var vi aldrig som forældre nået til uden Ulla.
Vores datter startede i specialskole efter sommerferien og skiftet er gået helt uden problemer, hun har ikke haft spisestop og udvikler sig yderligere i sin mad. Hun spiser nu det samme som os til aftensmad og bruger kun tryghedsmad til morgenmad og middagsmad. Hun spiser fortsat 3 gode måltider om dagen og en stor omvæltning som institutionsskifte, ville aldrig have været mulig for 2 år siden.
Man har så travlt i vores sundhedssystem med at give forældrene skylden for barnets spiseproblemer og det er ikke med at ruste os forældre til den kamp, det er at have et barn med spiseproblemer, tværtimod!
Så jeg kan kun anbefale et forløb med Ulla, både for barnet og især for forældrene. Det tager lang tid at lære at være i det, og at det ikke er ens egen skyld, men at man samtidig skal ændre nogle ting i den måde man agerer på uden at føle skyld og afmagt.
Med venlig hilsen
Mette
Jeg har lige lyttet til dette interwiev, som SE traumeterapeut kollega Ayna Pedersen har foreslået mig.
Det er langt (1 time og 40 min), men absolut værd at bruge tid på, hvis man vil vide noget mere om hvad det er der er på spil, når man tidligt i livet påvirkes så negativ, at ens krop og nervesystem ikke kan håndtere det (Der kan være mange forskellige årsager)
God video, der for en gang skyld IKKE handler om stramt tungebånd, men om følgevirkninger af mundånding på baggrund af hævede polypper bagerst i næsehulerne.
TMJ: Tempero-Mandibular-Joint er på dansk kæbeleddet (det der kan ses i cirklen)