Sarte sanser?
Det kan vise sig som: meget livlig brækrefleks, ubehag ved klistrede konsistenser, problemer med krummer/klumper.

Selvstændighed og mad lyst er så vigtigt!
Du skal derfor tilbyde maden, så den er et TILBUD og ikke en FORVENTNING eller et KRAV. Der er stor forskel på om maden lægges i armslængde fra baby (=tilbud) eller helt tæt på (=krav) eller om skeen holdes foran dit barn og det åbner munden og/eller læner sig frem mod skeen (=tilbud) eller om skeen presses mod dets læber eller følger munden, når barnet drejer sig væk fra skeen (=krav)
Selvstændighed giver ofte en del griseri!
Vær glad for at dit barn griser, for det betyder, at det synes mad er dejligt. Det giver mulighed for at lære maden at kende og øve sig på konsistensen, før maden kommer ind i munden. Derved kommer der færre negative reaktioner på ny mad.

Produkt kontra proces
Det er vigtigt at have fokus på proces frem for produkt – dvs. at dit barn lærer den rette teknik og har et hyggeligt positivt læringsmiljø – i stedet for at du har fokus på at få en vis mængde mad i barnet.
Så snart det har lært teknikken og det får ro til at mærke sit behov for mad, skal det nok begynde at spise mængder, der svarer til dets behov (og ikke DIT behov…)
Hvis du har fokus på mængder frem for proces, er der risiko for at du kommer til at forstyrre dit barns naturlige udvikling i fht. at mærke sult og mæthed. Børn – uden problemer af nogen slags -er fuldt uddannede til at kunne mærke deres behov og styre indtaget efter dette behov og derved følge deres vækstkurver allerede, når de er 4-6 måneder.

Forstyrret spiseudvikling
Hvis spiseudviklingen bliver forstyrret, er det efter al sandsynlighed dig, der kommer til at styre barnets indtag fremover. Det er en uheldig udvikling, som i visse tilfælde kan afstedkomme kræsenhed, spisevægring, problemer med at spise når du ikke er tilstede (i dagplejen, vuggestuen, børnehaven, skolen, skolefritidsordningen)

Grød/mos eller fast føde?
Børn, der er meget sarte inde i munden, har ofte rigtigt svært ved klistrede konsistenser. De kan derfor have glæde af at starte med fast føde. De kan dog ikke håndtere fast føde fra starten af – derfor kræves der særlige tiltag – for en kort periode i starten – indtil de godt i gang med den almindelige spiseudvikling.
Så hvis dit barn er så sart, at den almindelige madstart (lind grød/mos, fast grød/mos, gaffelmost, små tern, stykker af mad) ikke fungerer, vil smeltemad og gumlestænger være en god start.

Smeltemad
Smeltemad er den første faste føde (ud over grød mos) barnet kan indtage. Smeltemad opløser sig, kort efter det kommer i kontakt med spyttet. f.eks. osterejer, franske bagateller, menu chips. Barnet kan ved indtage smeltemad ved udelukkende at lave suttebevægelser, men kan også gumle lidt på smeltemaden før synk. Der er ingen krummer, der kradser og der er ikke noget, der kan sætte sig i klemme i svælget.

Skal alle børn så have den slags mad til at starte med? (det er jo ikke sund mad og følger ikke sundhedsstyrelsens anvisninger) NEJ! usund smeltemad er kun til de børn, som ellers ikke kan komme i gang med fast føde.
De skal kun spise den slags mad i læringsprocessen. Så snart de mestrer konsistenser, så skal de hjælpes igang med helt almindelig mad, der passer til deres alder og udvikling!
Et eksempel på smeltemad, der overholder sundhedsstyrelsens retningslinjer er baby majs snacks. De er desværre ikke smeltende nok til at kunne bruges til de meget sarte børn i den helt spæde start (de sidder fast på læbekantens slimhinde og har en skarp krumme i starten, når de smelter.

Gumlestænger
Suppler gerne med gumlestænger. Gumlestænger skal være sikre for barnet at gumle på. Der må IKKE kunne knække noget af!!
Det kan være centerstokken af en ananas, en SLATTEN gulerod eller anden slatten rodfrugt (det er nærmest umuligt for selv en voksen at brække ikke et stykke af, når de er slatne) eller den tykke seje ende af en bladselleristang eller bladstænglen fra en rodselleri (fordi den rillede overflade giver gode stimuli, men også fordi der er trævler, der holder fast på stumpen, hvis baby får bidt lidt af)
Gumlestænger skal ikke spises, men bruges som mundtilvænning er med til at forme den fordybning, der skal være midt på tungen, hvor mad, der er klar til synkning lægges.

Bløde tern
Når barnet efter kort tid mestrer at synke smeltemaden uden at reagere negativt, er det tid at introducere helt bløde tern. Bløde tern kan barnet stadig godt sutte/gumle i sig, men som regel vil allerede nu være igang med at øve sig på at tygge. Tungen skal til at lære at skubbe maden ud til gummerne/kindtænderne og også lære at holde den der, indtil maden er tygget godt nok til at blive sunket. Bløde tern er rigtigt gode til denne lærings proces.
Kig gerne på baby led weaning’s opskrifter (=BLW), hvis du mangler gode opskrifter.
Brug først de opskrifter, hvor konsistensen på maden er meget ensartet, og hvor konsistensen er som helt bløde tern (smelter nærmest på tungen, når tungen presser lidt på maden). Et godt eksempel er de forskellige baby klatkager (en måde at spise baby grød uden at det klistrer)
Bløde tern kan f.eks. også være helt blød avokado, bløde udkogte bønner eller linser, meget blød frugt uden skræl eller helt udkogte grønsager.

Blød tyggemad
Når bløde tern mestres, kan du tilbyde dit barn blød tyggemad (f.eks. blød ost i stænger a la ostehaps, , leverpostej i tern eller stænger, bløde fiskefrikadeller, bløde vegetardeller, bløde pølser uden skind, leverpølse eller anden meget blødt pålæg, udkogt pasta)

Hård tyggemad og flerkomponent mad
Når barnet mestrer at styre maden med tungen effektivt, så kun det der er klar til synk lægges ind midt på tungen, er barnet klar til mere hårde madtyper og til 2 eller fler-komponent mad.

Hvis der på trods af denne vejledning fortsat er problemer med at få dit barn til at indtage andet end flaske/bryst, så vil det være en god ide at få en snak med mig. Jeg tilbyder alle familier en gratis uforpligtende vejledning.
Du bedes sende mig en mail via www.lebahn.dk/kontakt og jeg sender dig en tid. (der kan være lidt ventetid – max 1-2 uger)

Endnu engang får forældre til meget kræsne børn et slag over nakken…

i hvert fald i de overskrifter, der huserer efter offentliggørelsen af den nyligt opgjorte store smageundersøgelse, der er løbet af stablen her i efteråret. Et af eksemplerne på artikel overskrifter var: “Ny undersøgelse: Forældre er selv skyld i kræsne børn”  (DR.dk d.9.11.)  

Et andet eksempel: “Har du et kræsent barn? Det er faktisk din egen skyld” (BT.dk d.9.11.) De ændrede faktisk overskriften efter jeg skrev til en journalist så snart, jeg så artiklen i går morges… den hedder nu “har du et kræsent barn? Sådan kan du undgå det”.

I selve artiklen kan man læse: “…Forskningen viser nemlig, at børns smagspræferencer er mere tillærte, end de skyldes genetiske faktorer. Og dermed kan langt de fleste børn lære at spise alt, forklarer Michael Bom Frøst, sensoriker og forsker ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet…”
Her hæfter jeg mig ved forskerens udtalelse om “langt de fleste”. Det er nemlig kun størsteparten af børnene, som dette gælder for. Der er nogle få børn , der har så store sansemæssige udfordringer, at de ikke kan lære at spise alt – i hvert fald ikke via de gængse pædagogiske principper. De få børn omtales ikke yderligere i artiklen  og det er faktisk det, der sker hver gang, der rører sig noget i medierne vedrørende kræsenhed!! De (og deres forældre) lades i stikken…

Den brede befolkning skelner ikke!

Den brede befolkning hæfter sig ikke ved detaljen om at der er få børn, der har meget svært ved at spise ny mad og forventer at artiklen omhandler alle! Derved mødes  de børn og forældre, der er udfordret væsentligt på madfronten med hovedrysten og manglende forståelse fra omgivelserne (venner, kolleger, familie, myndighedspersoner, sundhedsvæsenet m.m….) Børnene skal jo bare tage sig sammen og forældrene skal være tydeligere/hårdere i deres opdragelse…
Jeg har i mit virke som ekspert indenfor sansemotoriske spiseproblemer været vidne til mange situationer, der virker helt groteske. I flere tilfælde har velfungerende forældre været tæt på at få fjernet barnet fra hjemmet, fordi myndighedspersoner fokuserede på at det måtte være forældrene, der var skyld i at barnet ikke trivedes pga for lidt mad/for snæver diæt. Heldigvis er det i hvert tilfælde lykkedes mig at så tvivl ved denne antagelse. Børnene er blevet i familierne og familierne har fået tiltrængt hjælp til at komme videre.

Hvor mange børn drejer det sig om?? 

Mit umiddelbare gæt på hvor mange det drejer sig om: 4-6% af alle børn – svarende til 20-30% af de særligt sensitive børn (Elaine Aaron skriver i sin børn “særligt sensitive børn” at det drejer sig om 15-20% af hele befolkningen.

Sundhedsvæsenets reaktioner

Fra sundhedsvæsenets side er der er stort fokus på “trivsel” – forstået som at barnet helst skal følge sin egen højde og vægt kurve hele tiden. For at opnå dette tillades forskellige kompensationer eller afvigelser fra den almindelige spisemæssige udvikling. Man henviser til diætist, for at få hjælp til at analysere kosten, barnet spiser – ofte ender det med vejledning i forhold til energiberigelse af den i forvejen smalle diæt, barnet indtager. Man accepterer også at barnet spiser på andre måder (feks. i søvne, under afledning, mades unaturligt længe m.m.) Forældrene presses derved til at blande sig mere i barnets kost og spiseadfærd end naturligt.

Jeg er naturligvis enig i at barnets krop har behov for god næring for at kunne udvikles optimalt.  Der hvor vi for alvor bliver uenige er, når den naturlige udvikling tilsidesættes eller ligefrem hindres, for at få barnet til at indtage nok ernæring. Derved skubbes barnet ud i en unaturlig udvikling, hvor forældrene indtager en for stor rolle. Barnets evne til at lytte til kroppens behov og handle derudfra mindskes (læs: spise og drikke det, som det har behov for). Det bliver derved forældrenes fortsatte ansvar.

“Nissen” flytter desværre med…

Når mad og spisning er forældrenes ansvar (frem for barnets) får barnet ikke et selvstændigt forhold til mad – og den voksen ved bedst i forhold til hvor meget barnet bør spise (og drikke). Det betyder i mange tilfælde, at barnet mærker spiseproblemerne som sociale problemer, når de bliver så gamle, at de ikke længere har forældre i nærheden hele tiden.
Det bliver første gang tydeligt, når barnet kommer i institution. Her får pædagogen måske besked om at være ekstra opmærksom på barnet, minde det om at spise, nøde det osv. I skolen eskalerer problemerne, når barnet selv skal til at huske på at spise og ikke bliver holdt igang i måltidet af en voksen. De større børn mærker problemerne specielt tydeligt, fordi de ikke kan spise med hjemme hos kammeraten, eller ikke kan overskue en spejderlejr, fordi det ikke kan få special kost…

Er de børn, jeg beskriver her kræsne med vilje?

NEJ!!! De er ikke “bare” kræsne. De har regulære sansemotoriske problemer, som påvirker deres spisning i alvorlig grad!
NEJ!!! De er ikke kræsne med vilje – de vil hellere end gerne lære at spise alt – og gøre deres forældre glade, men de er rædselsslagne, så snart de skal prøve ny mad. De har nemlig så store problemer med deres sanser, at de kommer i en kraftig “kæmp eller flygt” reaktion, når de præsenteres for mad, der ikke er kendt, tryg mad.
Når mad virker farlig, så gør kroppen og munden alt for ikke at spise den. Hvis barnet overtales, nødes eller ligefrem tvinges til at smage på maden, så forsøger munden at beskytte sig. Der kan komme en brækrefleks eller ligefrem et opkast som reaktion på forsøget. Andre kan ikke forstå det og mener at det er en OVERREAKTION, men det er fordi, de ikke har et lige så sart sansesystem.  Når mad af barnets krop og sanser opfattes som farlig, så er det umuligt at lægge den det rigtige sted – klar til et synk (midt på tungen) Maden skubbes frem i munden og bliver der (hvis den da ikke for længst er spyttet ud…)

Hvordan føles det at skulle synke farlig mad?

Jeg vil gerne give dig en mulighed for at opleve lidt af det, disse børn må leve med:
Prøv først at synke dit spyt. Det går jo ganske nemt. Din tunger støder fra lige bag ved overmundens fortænder. Hvis du skulle synke noget kendt mad ville du efter at have tygget det lægge det midt på tungen og starte synket på samme måde – som når du synker dit spyt.
Prøv istedet at trække tungen godt tilbage i munden (lad som om du har farlig mad forrest i munden – for mig vil det være en rå østers…) og forsøg så synke så dit spyt. Du vil nu mærke at du som minimum har svært ved at synke: Halsen snøres sammen og du får brug for mere kraft for at fuldføre.  Måske du ikke kan fuldføre synket? Det oplever jeg tit, når jeg holder foredrag. I salen sidder der altid nogle tilhørere, der ikke kan fuldføre synket og må opgive…

Hvad kan man gøre?

Det er meget vigtigt at barnets kropslige reaktioner forstås og respekteres – for det er altså virkelighed for barnet. Barnet kan ikke bruge dine beroligende forsikring om at det er nemt at synke og kan heller ikke bruge din udtalelse om at det er noget pjat at opføre sig så grelt på bare en lille smagsprøve… Barnet vil føle sig presset og vil efter al sandsynlighed have større trang til at flygte end at lytte til de basale behov som kroppen har om mad og drikke…
De fleste børn med sansemotoriske spiseproblemer er gået i stå i den spisemæssige udvikling, der tager det fra den reflektoriske sutning lige efter fødslen til det 2 årige barn, der kan indtage al slags mad helt uden en voksens hjælp.

3 faser på vejen til almindelig spisning

Barnet med sanemotoriske spiseproblemer gennemgår typisk 3 faser for at nærme sig et almindeligt spisemønster: (her taler jeg IKKE om handicappede børn. De kan have andre behov)

1. spise selvstændigt -dvs. reagerer på EGNE BEHOV uden indblanding fra en voksen
2. spise sig mæt – dvs i den mad barnet er TRYG VED og KOMPETENT TIL at spise
3. spis ny mad/udvide sit madrepertoire – barnet VÆLGER SELV hvilken ny mad

Hvad vil jeg med dette indlæg?

Skabe bredere viden om problemerne, skabe forståelse for de børn og forældre, der i forvejen har det rigtigt svært og sidst men ikke mindst skabe en mere nuanceret debat.

TÆNK HVIS disse børn og forældre i fremtiden kun mødte forståelse OG kunne få hjælp i det etablerede sundhedsvæsen…

Jeg anbefaler ofte babytegn forældre til små børn, der er frustrerede over at de ikke kan udtrykke sig, så forældrene forstår det. Det er et generelt problem – ikke kun i forhold til mad, men kan selvfølgelig også have indflydelse på kommunikationen omkring mad og drikke.

Mange tror, at babytegn kun bruges til børn, der er sprogforsinkede eller udviklingshæmmede i en eller anden form.
Men det er en rigtig god måde at kunne kommunikere med sit barn på – allerede fra det er 6 mdr gammelt.
(Man kan naturligvis også starte på det senere)
Mange tror, at man ved at bruge babytegn forsinker det talte sprog, men det er nærmere modsat.

På youtube findes rigtigt mange søde baby/tumlinge videoer med babytegn.
Her er en video fra en institution, der anvender babytegn (fra 2010, men stadig relevant:-))

Min mand og jeg opsøgte i foråret 2015 Ulla Lebahn for at få hjælp til at tackle vores 8 årige drengs spiseproblemer. Vi havde fem forældre konsultationer hos Ulla (5 timer i alt)
Siden fødslen har vores dreng haft problemer med mad, og han blev fuld-ammet til han var 10 måneder gammel. Derefter forsøgte vi at få ham til at spise, hvilket resulterede i en ulykkelig og rasende dreng, der smed stort set al mad på gulvet, hvis han da ikke var så heldig at ramme væggen.

Først da han var 2 1/2 år opdagede en kvik læge, at han havde meget store mandler. De blev fjernet – og væk var den evige forkølelse, de søvnlæse nætter og det, der hele tiden havde blokeret for at maden kunne komme igennem halsen. Den første dag åd han 6 nutella madder og 2 pandekager – Vi var målløse!

Desværre havde ”maden som fjende” sat sig fast i vores søns bevidsthed og vi har, indtil vi mødte Ulla, haft utallige konflikter omkring mad. Vores søn var sulten, men kunne ikke få sig selv til at spise. Han har aldrig været undervægtig eller på anden måde været udfordret på sin sundhed, så noget må han jo have indtaget, men mad har i alle årene – ved hvert eneste måltid! – været en pinsel for os alle.

Vi har aldrig fortalt vores søn, at Ulla har hjulpet os. Han var slet ikke med til konsultationerne, hvorfor Ulla måtte ty til vores beskrivelser og nogle spørgeskemaer for at forstå ham. Det gjorde hun rigtig godt!

Vi har nu INGEN konflikter omkring mad, og han har tilmed smagt på flere nye ting i løbet af sommeren.
Vi tackler simpelthen tingene anderledes, og kommunikerer helt anderledes omkring mad. Der er ingen tvivl om, at han har haft det utrolig svært med mad og stadig ville have det, hvis ikke vi havde fået hjælp. Men der er slet ingen grund til, at han skal have det sådan – det har vi nu fundet ud af.
Vores familie er blevet langt mere harmonisk og vi kan endelig begynde at nyde at sætte os til bords.

Vi er dybt taknemmelige for at vi har fået den hjælp, der har betydet så meget.

Kærlig hilsen

Nina
(fra Kolding)

Vores søn Simon på 5 år fik et stykke knækbrød galt i halsen. Han fik heldigvis sunket det, men det udløste kort efter et spiseproblem og nogle meget frustrerende uger hjemme hos os. Simon var ikke sig selv, han tabte sig og alt gik op i mad, vi lokkede og forhandlede med alt fra is til fætter BR for at få noget mad i Simon. Han udtrykte, at han ikke turde spise.

Lægen var med på råd hele vejen og Simon var på hospitalet (som heldigvis nøjedes med røngten billede). Lægerne og vi var overbeviste om at det var psykisk og de hældede til indlæggelse på børneafdelingen, hvis Simon ikke begyndte at spise….vi begyndte at lede på nettet. En super god kollega gjorde det samme og fandt frem til Ulla, idet hun faldt over ”spiseproblemer hos raske børn”.

Vi skrev vores historie til Ulla og dagen efter lå der svar om at vi kunne ringe hende op. Vi talte med hende ½ time og da hun sagde ”Jeg har behandlet mange børn som Simon” og fortalte os 0, hvad vi skulle gøre her og nu…..vidste vi bare, at vi var havnet det helt rigtige sted. Da Ulla sagde ”Simon skal have blød mad, det han vil ha’ og der skal være frit valg på alle hylder” var vi klar på at gi’ ham det, for vi havde jo prøvet alt andet. Indrømmet :o) Vi tænkte ”så ta’r vi kampen væk fra det usunde mad bagefter”

Vi gik straks i gang med at følge Ullas råd og allerede dagen efter var der fremskridt og herfra går det bare støt og roligt fremad. En telefonsamtale, noget mail korrespondance og en skype time og vi var på rette spor. Fordi Ulla hurtigt var i stand til at give os nogle meget konkrete råd og værktøjer, som vi oplevede virkede med det samme.

Hun var god til at gøre det enkelt og brugbart og vende det umiddelbart forkerte (i vores bevidsthed og ikke mindst opdragelse) til det helt naturlige at gøre. Hendes efterfølgende forklaring over skype gav os en større forståelse og kobling til Simons sensitive træk.

Efter blot 2 måneder er Simon tilbage på sit fundament og tilbage til det mad, han plejer at spise – helt efter eget valg er knækbrød også valgt til igen. Kun 1 af de usunde madvarer han opdagede i forløbet er han ikke helt klar til at give slip på.

At Simon er en sensitiv dreng har vi vidst og taklet fint, siden han var 1 år.
Vi ved i dag, at Simons sensitivitet var årsagen til, at han reagerede på oplevelsen med et spiseproblem. Vi ved også at jo mere vi tog over, pressede, bestemte og fik ham undersøgt, jo mere trak han sig og meldte pas. Men det var til gengæld også hans sensitivitet og Ullas fantastiske, hurtige og kompetente hjælp, der gjorde at vi så hurtigt oplevede fremskridt.

Vi er meget taknemmelige for, at der findes så dedikerede og kompetente personer som Ulla og for at vi fandt frem til hende.

Louise & Per,
Kalundborg

Inden for den sidste uge har jeg været på 2 hjemmebesøg hos børn, hvor hovedårsagen til spiseproblemerne er sanseintegrations problemer i kombination med (og måske på baggrund af) traumatisering.

For det ene barns vedkommende er det en tidlig traumatisering (oplevelser som spædt adoptivbarn).
For det andet barns vedkommende er det en nylig traumatisering (fik noget galt i halsen og turde derefter ikke spise).

For adoptivbarnets vedkommende er traumerne bundet så meget ned i sanserne, at jeg har anbefalet SE behandling hos en terapeut med børneerfaring samtidig med rådgivning og vejledning hos mig.
Heldigvis var der en SE terapeut lige i nærheden:-)
For barnet med oplevelsen af at have fået noget galt i halsen var det tilsyneladende nok for forældrene at få vejledning pr. telefon for at bevirke en hurtig og markant forbedring – for han er igen begyndt at indtage fast føde – dog endnu ikke af en sværhedsgrad, som han plejer – men godt på vej:-)
Hvis i har lyst, kan i her læse den spændende blog om traumatisering og sanseintegration, som fik mig til at dele mine oplevelser med jer.

http://www.eti.training/#!The-Egg-and-the-Chicken-Trauma-Sensory-Issues/c1ant/550555c80cf27b8ab28c6860